Nok en gang har du fanget ett perfekt øyeblikk med barn.Og dine vise ord over er det jo en del riktig i. Vi må ikke glemme at våre barn er små bare en egang, så de øyeblikkene vi mister nå, får vi ikke sjansen til å oppleve igjen senere. Vår video og TV har pauseknapper,og tilbake-spoling.DET HAR IKKE VÅRE BARN!!!!!!!!

Flott Lau.
Hilsen Mia

Ja det har jeg, jeg har faktisk lekt og spillt kort i aften, men før i aften kan jeg ikke huske hvilken dag, eller uke det var sist vi lekte i sammen.

Lau, et meget godt og aktuellt tema som du belyser og har fanget her. Børnene sitter jo som ''klistret'' til skjermen og enser ikke mor eller far som ''drar'' det deilige kredittkort, hurtigere enn Lucky Luke`s pistoltrekking og skygge.

Teknisk trenger man ikke uttale sig om her, for dette motivet taler så meget at enhver må stoppe opp og spør seg selv; '' Når lekte jeg på gulvet med mine barn sist''?

Jeg tar mig den frihed at anbefale dette motivet Lau.

Takk for gode ord og påminnelse, må bildet få mange klik.

Hilsen
Arne

Hei Lau
Et praktfullt bilde som gir meg dårlig samvit. ....
Da jeg leser teksten kjenner jeg en klomp som ikke skulle være der..., men må lette litt på trykket å si at jeg prøver å lese for mine barn når dem legger seg.... , men vi spiller også en del spill sammen.... Jeg er veldig flink å ta dem med i naturen....å lære dem å lage kuer av kongler og kvister osv....
men ikke i dag :)
Bildet gir mange tanker... tusen takk lau for et flott bilde....
anb...

mvh monika

Svært tidsaktuelt tema du tar opp her, Lau, og som fotografiet ditt så tydelig beskriver. Her sitter barna foran tv-apparatet mens mor er hvor, og hvor er far, eller bestefar for den del? Barna trekkes mot der aktiviteter foregår i hurtig tempo, være seg i dataspillets verden, gjennom diverse spill via tv-skjermen, eller gjennom tv-skjermens mange fargerike program, laget for barn. Overalt hører barn lyder, og bilder fyker fort forbi. Nøkkelen henger rundt halsen og dersom de ikke har plass i barnehage, eller i skolefritidsordning før og etter skolen, så må svært mange barn klare seg helt selv. Mediene påvirker hvor enn man snur seg, og barn påvirkes helt klart. Ikke bare av medier, men av sine venner, og ikke minst av oss voksne. Vi er deres forbilder, og dersom vi slutter å leke med dem, hva kommer de selv til å gjøre som voksne? Tankevekkende, Lau, og med en god undertekst!

Anne-Lise

Tak til Mia, til Arne for komtar og for anbefaling, til Monika med klomp og til Anne-Lise.

Må jeg skynde mig at sige at det ikke var for at angribe nogen. Ikke for at fremkalde dårlige samvittigheder. O må jeg tilstå at det var med de samme følelser som I her beskriver at jeg satte dette billede op.

Nu er det vel ikke vores - egentlig vel ikke nogens - skyld at vores liv er så fortravlede. Ar familierne atomiseres. At vi hver og en må opfylde krav der står som hindringer for det tætte og nære samvær børn og forældre havde tidligere.

Ikke for at jage kvinderne tilbage til kødgryderne. Men det var bedre dengang da mor passede hjemmet og fader bedriften. Kan hænde at de dengang havde lige så travlt. Men travlhed indbefattede nærvær og samvær på en måde som vore samfund ikke tillader os.

mvh. til Jer alle. lau

Hei Lau! Flott og tankevekkende bilde og tekst. Har jo, som mange andre, egne erfaringer ifra denne problematikken som inneholder mange aspekter. Flott fanget og sett!

Mvh
Rune S

Jeg tror essensen i problematikken er din siste setning i siste avsnitt, Lau: ''travlhed indbefattede nærvær og samvær''. For egen del kan jeg også tilføye engasjement.
Det er ikke viktig om det er mor eller far, det kan være en søster, bror, tante, onkel, bestefar, bestemor osv.
Selvfølgelig ville det være en ønskesituasjon at mor alltid var der når barna kom hjem fra skole, eller klar med boller og kakao når ungene kom inn etter å ha bakset i snøen. Hvem er ikke enig i det?
Men samfunnet utviklet seg slik at mor nå vil påvirke sitt eget liv og utvikling. Det vi glemte, var å tenke nøye over hva vi skulle sette istedet, for å gi våre barn trygghet og stabilitet. Jeg bor midt i byen og ser tydelig unger som samles i mer enn suspekte strøk, sammen med mye eldre folk. Og hva gjør de der? Og vet mor og far? Og bryr de seg?
I alle tilfelle har vi ikke det samfunnet vi ønsker, men hva kan vi gjøre? Det er lenge siden politikere har hørt på folket.
TV, dvd og internett er kommet for å bli, vi kan ikke gjøre noe. Det eneste vi kan gjøre, er å snakke med våre barn, ha dialog om mange ting. Om livet, om våre egne tanker, barndom og drømmer, og om barnets barndom og drømmer.
Monika sier hun er flink til å ta de med i naturen, det er godt. Selv har jeg ikke vært flink til det, men jeg har, hver eneste kveld, lest for dem. Det er også godt.
Jeg tror de fleste barn aksepterer at mor og far må på arbeide, det er jo også en rollemodell. Jeg tror det viktigste er hva man gjør når man kommer hjem.
Mine hang i ''magesekk'', var med på alt jeg gjorde, vasket kopper, laget middag osv, fra de var babyer. Da fortalte jeg morsomme, små eventyr jeg laget selv.
Men jeg har også dårlig samvittighet for alt jeg ikke gjorde, ta de med i marka, få de med i idrett og andre sunne ting som ville gitt de kjærlighet til naturen. Det jeg prøver å si er at vi alle gir forskjellige ting som som er viktig for barna. Det som er skadelig, er vel mest ting som ligger utenfor vår kontroll som foreldre.
Ikke alt var bedre før heller. Barna var ikke gamle før de måtte hjelpe til i våronna. Hadde barneloven vært innført i 1960, villa halvparten av norges befolkning blitt dømt for å sette sine barn i barnearbeid.
Jeg syns det er et flott bilde, Lau, som har mange aspekter ved seg, og som kan si så mye, og få tankene inn i mange forskjellige baner. Veldig aktuelt.

Brit

ps. Jeg spurte min yngste sønn engang om hva han husket mest fra da han var liten. Han var på dette tidspunktet ca 14 år, og han hadde både gameboy og nintendo. Han fikk ikke pc før etter konfirmasjonen. Men han sa: det er alle de gangene vi satt tett sammen i sofaen og så barnetv, og jeg satt i armkroken din, for det var så koselig.
Sa han. Dette å se barnetv sammen med ham, var hellig for meg, og jeg slappet godt av og nøt denne tiden. Det var som å få en stor gave og tårene sto i øynene på meg, for det var så uventet. Jeg glemmer det aldri. Så hadde det ikke vært forgjeves, liksom.

Brit

Hej da Britt. Tak for di uddybelse af emnet som billedet skal ilustrere. Tak for di store åbenhed omkring dit personlige engagement i hele spørgsmålet. Du skriver at du har dårlig samvittighed over hvad du ikke gjorde. - Ingen kan vel gøre alt? Men når hver gør hvad han eller hun føler godt og rigtigt - skaber samvær - er det nok ikke det enkelte gøremål som får være samvitighedspunktet. Ingen kan gøre alt. Men det at være der når børnene har brug for os, det at have tid eller tage sig tid, til at sidde og se en børnefilm, læse en historie eller fortælle om sin egen barndom eller måske fortælle en værre historie - Det tror jeg er vigtigt. Det at være sammen behøver vel ikke kræve en større planlægning. På søndag tager vi i Tivoli. På søndag tager vi i badeland. På søndag tager vi i Zoo. o.s.v. o.s.v. Måske faktisk det modsatte. -- På søndag skal vi ingenting. -- Hvad synes I så vi skal? Engagement. Lave en festmiddag hvor alle hjælper med. At skrælle poteter. At riste pølser. At bage en Pizza eller en kage. Spille et gammeldags brætspil, se en familiefilm. Være spontan og gå en tur. At føle at dagen er lang og at man er der sammen hele den lange dag. Selv lave is. Bage æbleskiver have børnenes kammerater på besøg. Der er tusinde ting som man kan gøre uden at lægge planer. Faktisk tror jeg at noget af voes ulykke er at vi planlægger alting. Alt skal i kalenderen. Og følgen. Ingen når alt det de skal. Alle bliver påvirkede af ikke at nå alt det de skal. Får dårlige samvittigheder. Får stres. Bliver deproimerede. Får lykkepiller og ingen lykke. Og i hele suppedasen glemmer vi at det var os selv der var planlæggerne. Måske skulle vi bare opgive at planlægge og begynde at være. mvh. til dig og en særlig tak for dit PS. Jeg vil nu gå ud og holde et løfte til dig. Håber at du får en munter aften. lau

Illustrende bilde på et stort problem.
Disney Channel som barnevakt er det nok mange som benytter. Ungene fores med mye unyttig tull.

Bildet rent kvalitetsmessig kunne vært bedre, men jeg syns du har løst det på en grei måte.

StigB

Tak Stig. Det har du så inderlig ret i. Og om billedkvalitet. Som du ser under egen vurdering er dette bemærket. Jeg vil dog gerne anføe at billedkvaliteten her er bedre end de 90 procent, af hvad der ses her på foto.no. Kunne man bare holde denne kvalitet her som gennemsnit ville siden være betydelig bedre, da det må erkendes, at ikke alene den tekniske kvalitet, men også kunstnerisk kvalitet lægger i bunden sammenlignet med øvrige scandinaviske fotosider. mvh. lau

Hei Lau. Jeg liker virkelig denne serien du arbeider med, hvor du fokuserer på barns verden. Bildene er både tankevekkende og gode. Dette bildet er illustrerende på mange måter i det settet av verdier som ligger til grunn for mennesket først og fremst som konsument. Dette er noe vi alle blir lært opp til hver eneste dag, og er en arv vi i alt for stor grad overfører til våre barn.

- Arne

Hej Arne Mork. Mange tak for din kommentar og dine tanker omkring dette billede. Det er utvivlsom rigtigt at konsumentrollen er den vi helt tydelig overfører til vore børn. Vi viser dem med alle ansigtudtryk og med den måde vi vurderer varer på, at det er det her det drejer sig om. At have penge og bruge dem på konsum. At gøre det rigtig. Viser alvorlige og bekymrede ansigter - Jo vi overfører vores egen rolle til vore børn. Ingen tvivl om det. mvh. lau