Må jeg præsentere. Min ven Vanessa. Kvoteflygtning fra Kongo. Vanessas far var løjtnant i den kongolesiske hær. Han blev hentet af oprørsstyrkerne. Og siden har ingen set ham. Vanessa flygtede sammen med sin moder og sine 5 søskende til Uganda. De gik på deres fødder. 1500 kilometer. Engang imellem et lift på en lastvogn, eller en bus hvor de kunne sidde ovenpå eller hænge udenpå. I Uganda tilbragte de det næste års tid i en flygningelejr. Her var Vanessa og hendes familie så heldige at blive godkendt af FN som kvoteflygninge. Og en dag fik de tilbudet om at flytte til Danmark. De ankom hertil sidste år engang i slutningen af februar måned. Her har jeg fotograferet hende uden for blokken hvor de fik en lejlighed. Vanessa talte kun kongolesisk, da jeg traf hende første gang, og der fulgte nu en tid hvor vi måtte kommunikere med hænder, arme og ben. Vi lærte at snakke dansk. At sige rødgrød med fløde. Og det er svært kan I tro. Også det danske vejr var en ny bekendt. Regnvejr var hvidt og kunne laves til snebolde og spises. Uhm. Og det var svært at lære at det var usundt. Det var også svært at lære at tage strømper og sko på når man skulle ud. Så mange gange traf jeg vanessa ude uden sko. ''Fryser du ikke''. ''Jo - koldt'' var svaret. ''Jamen du skal have sko på. Og strømper'' Og så fik vi sko og strømper på -- et stykke tid -- sådan ca. indtil næste gang jeg mødte hende. ''Vanessa - sko på''. Stor forbavselse. Nåh ja, sko. Det var svært at lære. Mærkeligt land med sko på. Men når jeg nu sagde det. Så! Det kunne hun da godt gøre for mig. :-) Det gav nogen forkølelser. En af disse ser I sporene af her på billedet. I dag, ca et år efter taler Vanessa godt dansk. Faktisk bedre end sin familie. Der er nogen fordele ved at være i lærealderen. En solskinshistorie, - tja´? Vanessa har ingen fader. Kun en gammel fotografnabo som hun besøger. Det er vel bedre end ingenting.
I fotograferingen herover har jeg brudt et par almindelige regler. Således er Vanessas øjne beliggen på den horisontale midtlinie. Hun er fotograferet direkte en face. Og der bliver ikke sagt smil til fotografen. Og hun ved at billedet her skal op i Pa´s fotoklub på nettet, og at det er i et andet land der hedder Norge. Og hun spørger om de så kan se hende allesammen i Norge. Og hun spørger om hun kan sige Goddag til Jer. Og jeg siger ja.
Så her med: ''Goddag alle i mennesker oppe i Norge. Jeg hedder Vanessa, og jeg er 5 år og bor i Danmark''.